Hej Verden! Her er jeg! Hvorfor?

Velkomstmøde og håndværkerdag

image

Lidt om min(e) stressende dag(e)
I dag har jeg knoklet med at lege håndværker. Mine dejlige forældre, som bor i Spanien, kommer til Danmark i morgen og holder jul med mig, har været så søde at spæde til i pengekassen, så min kæreste og jeg kunne købe en ny sofa og et nyt klædeskab.

I mandags lejede jeg et lig og fik hentet både sofa (købt brugt, men så god som ny med en besparelse på 2899 kr) og klædeskab i Ikea. Jeg fik ved hjælp af min gode ven Rasmus bugseret den gamle sofa ned i kælderen og den nye op uden skrammer på tredje sal.

Skabet som er en ordentlig satan på 2.30 m højde, 2 m bredde og 40 cm dybde, var ganske nemt at samle, men det var en opgave at få det spændt fast til væggen og løftet skydedørene på. Samtidig pga. mine sparsomme håndværkeregenskaber er hver nat i sengen et sats, da jeg er lidt bange for det pludselig giver efter og falder ned i hovedet på os (7-9-13 for det ikke gør det).

Anyway for at vende tilbage til håndværkergerningerne i dag, så har jeg med brug af underboens elektriske sav skåret det gamle skab smallere og sat det op et andet sted i soveværelset. Det var egentlig ikke så slemt borset fra, at jeg ikke kunne spænde skabspladerne fast og måtte bruge min kæreste som modvægt – noget hun ikke gjorde helt med sin frie vilje (hun stolede vidst ikke helt på mine evner med den sav 🙂 ) Det svinede dog enormt, da vi gjorde det oppe i lejligheden.

Velkomstmøde i Akademikernes
Jeg nåede at blive færdig med det meste håndværkersjov før, jeg måtte hoppe i bad og ud i regnvejret for at nå til velkomstmøde i min a-kasse Akademikernes. Jeg fik sat mig midt i lokalet overfor Johan, som var uddannet teolog. Der var heldigvis både kaffe, vand og cookies, så der blev forsynet lidt inden det startede.

Mødet var delt op i to. Den første del stod en jobkonsulent for, og her blev der talt generelt om cv og ansøgninger, om at søge bredt, at bruge LinkedIn og om muligheder som selvvalgt uddannelse, virksomhedspraktik, videnpilot og løntilskud.

Den sidste del blev varetaget af Michael Iversen, som var en sjov fætter fra forsikringsagdelingen. Han var meget direkte i sin tale og mindede mig lidt om Peter Christiansen, ham den politiske kommentator fra TV2. Michael snakkede primært om de love og regler, der er for at modtage dagpenge. Det var lidt kedeligt og spild af tid, da der stort set ikke var noget relevant for mig, og eftersom informationen er tilgængelig på nettet. Men fred være med det, han var i hvert fald underholdende i sin performance 🙂

Jeg vil lige vende tilbage til de muligheder, der er for gøre mig mere attraktiv i min videre færden på jobmarkedet. Det er helt sikkert nogle spændende tilbud, som måske ikke er så givende rent økonomisk, men som kan give noget viden eller nogle nye kompetencer, der kan skabe en vej ind et eller andet sted.

Den selvvalgte uddannelse bliver ikke aktuel foreløbigt, da man skal have været ledig i fire måneder. Men til den tid kunne det godt være interessant. Selvom jeg tror, de andre ordninger er mere relevante for mig.

Virksomhedspraktikken er en ordning, der falder under aktivering og er gratis for den virksomhed, som siger god for én. Som dimittend kan man komme i virksomhedspraktik mellem 2 og 8 uger. Jeg har allerede her til aften taget kontakt til Foreningen Nydansker for at høre om, det kunne være muligt at komme i virksomhedspraktik dér. Jeg skal helt sikkert have forhørt mig flere steder omkring dette, især fordi man skal i aktivering efter 3 måneder som ledig under 30.

Videnpilot lyder også spændende, men det er henvendt til små- og mellemstore virksomheder med under 5 højtuddannede ansat. Så det er måske umiddelbart mere krævende at finde. Samtidig skal virksomheden stadig betale løn til én, men de får et tilskud til at matche lønnen. Den mulighed tror jeg, at jeg lader ligge lidt, medmindre, der er noget, som byder sig 🙂

Løntilskud er ligeledes interessant og noget jeg vil opsøge. Desværre må man først komme i løntilskud i private virksomheder efter 6 måneder, så det skal være i offentlig regi. Jeg har kigget lidt efter løntilskudsstillinger, men jeg kan ikke finde mange opslåede. Jeg har dog en aftale i januar med Nørre Gymnasium om et møde omkring 2 stillinger, de har slået op. Jeg tror, jeg skal forsøge at forhøre mig uopfordret om løntilskud andre steder.

Her til aften har jeg ryddet op og gjort ved i det fordømte soveværelse, og jeg er godt træt. Jeg har endvidere i dag fået 3 afslag på ansøgninger, hvilket jo er pisse demotiverende. Heldigvis kommer min forældre i morgen, og jeg vil lægge jobsøgningsracet på hylden indtil, de er rejst d. 26. december.

Ha’ en dejlig jul derude!

Ingen kommentarer endnu

Der er endnu ingen kommentarer til indlægget. Hvis du synes indlægget er interessant, så vær den første til at kommentere på indlægget.

Skriv et svar

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *

 

Næste indlæg

Hej Verden! Her er jeg! Hvorfor?